Østjyllands Politi efterforsker et overfald på en yngre forsker ved Aarhus Universitet, der fandt sted i slutningen af maj på universitetets område ved Nobelparken. Både politi og ambulance rykkede ud til stedet, og sagen undersøges nu som en mulig hadforbrydelse.
Det skriver Aarhus Universitets eget medie Omnibus, og DR har efterfølgende omtalt sagen.
Trusler gik forud for overfaldet
Forud for overfaldet havde Institut for Kultur og Samfund modtaget trusler rettet mod den pågældende forsker, som har muslimsk baggrund. Det fremgår af et nyhedsbrev, som institutleder Marie Vejrup Nielsen tirsdag sendte til alle medarbejdere på instituttet.
Her beskriver hun truslerne som noget, der også anfægtede instituttets ret til overhovedet at have personen ansat – og hun kalder det samlede forløb for en hændelse, som angreb alt, hvad vi som universitet står for.
Den yngre forsker måtte efterfølgende sygemeldes i en længere periode som følge af overfaldet.
Institutleder: Alle skal føle sig trygge
Institutleder Marie Vejrup Nielsen siger til DR, at forløbet har gjort et stort indtryk på hende.
– Men det har også på mange måder skærpet min opmærksomhed omkring det ansvar, vi står med for at sikre, at alle medarbejdere og studerende kan kan [sic] føle sig velkomne og trygge på deres arbejdsplads og studieplads, siger hun.
Hun kan ikke bekræfte, om forskerens muslimske baggrund direkte er årsag til truslerne og overfaldet – det er op til politiets efterforskning at fastslå. Men hun udelukker det ikke.
– Det er klart, at det er en mulighed, siger Marie Vejrup Nielsen.
Ingen anholdte – politiet efterforsker videre
Østjyllands Politi bekræfter over for DR, at de aktivt efterforsker sagen og undersøger, om der er tale om en hadforbrydelse.
– Der er ingen anholdte eller sigtede i sagen, men det er naturligvis noget, vi tager meget alvorligt. Vi har foretaget en række efterforskningsskridt, men det er ikke lykkedes os at finde frem til en gerningsmand, siger vicepolitiinspektør Christian Riis i en skriftlig udtalelse.
Sagen er fortsat under efterforskning.










