Redaktør og Ruslandskender Anna Libak zoomer ind på Putin og den russiske trussel mod Europa. Hun ser på, hvordan Putins verdenssyn er formet, hvad hans plan kan være, og hvorfor forholdet mellem Vesten og Rusland er blevet så dårligt.
Foredraget handler også om kampen om værdier mellem Vest og Øst, og om hvorvidt Putins fortælling om Vestens svaghed har fået fodfæste hos Trump. Anna Libak er udenrigsredaktør på Weekendavisen, forfatter og medvært i P1s podcast Damerne først, og hun har blandt andet dækket Rusland som korrespondent for Berlingske Tidende. Arrangementet er et samarbejde med Dokk1.





























































