ARoS inviterer til Art Hour med debat og samtale om tysk kunst fra 1910'erne til anden verdenskrig og videre frem til starten af 1980'erne. Med afsæt i udstillingen Frihedens fald og med perspektiver til Ulydig. Kroppen i Punk undersøger arrangementet, hvordan kunst kan fungere som modstand mod autoritet, som et råb om frihed og som en drivkraft for forandring i perioder præget af politisk uro, krig og sociale spændinger.
Aftenens panel består af Museumsinspektør Jakob Sevel, Post.doc Marie Arleth Skov og Museumsinspektør Jens Tang Kristensen. Samtalen tager udgangspunkt i Tysklands turbulente historie og ser blandt andet på Berlin som kulturelt centrum i begyndelsen af det 20. århundrede og senere som aktivistisk scene i punkbevægelsen i Øst- og Vest-Berlin. Arrangementet er gratis og eksklusivt for alle med årskort til ARoS, og du må gerne tage en ledsager med gratis. Mødested: Niv. 3, Auditoriet. Tilmelding kræves for dig + evt. gæst.




