Scenen er velkendt: En ven fortæller begejstret om sin nye jakke. Kort efter, mens han er ude i køkkenet, tjekker du din telefon – og der er pludselig reklamer for præcis den jakke i dit feed. Du har ikke søgt på den. Du har ikke kigget på den. Du har kun hørt om den.
Eller måske har du nævnt over for familien, at du overvejer en tur til Østrig. Uden at have besøgt en eneste rejseside begynder I alle at se reklamer for pakkerejser til Wien og guidede ‘The Sound of Music’-ture i Salzburg.
Oplevelser som disse er så udbredte, at de har fået en tredjedel af danskerne til at konkludere, at deres smartphone aktivt lytter med og videregiver samtalerne til tech-giganter som Google og Facebook. Det viser en meningsmåling, som Epinion har gennemført for Danmarks Radio.
Myten om mikrofonen
Men passer det egentlig? Ifølge forskere er svaret nej – i hvert fald ikke på den måde, de fleste forestiller sig. Forestillingen om, at telefonens mikrofon konstant optager og analyserer samtaler, er teknisk set usandsynlig og vanskeligt dokumenteret.
Janne Nielsen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, og Rasmus Helles, professor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, har begge bidraget med faglig indsigt til at kortlægge, hvad der faktisk foregår.
Og konklusionen er paradoksal: Den reelle overvågning, som tech-selskaberne udfører, er på mange måder langt mere omfattende – og langt mere foruroligende – end blot en telefon der lytter med.
Dataspor vi ikke kan se
Hver gang vi bruger vores telefoner, efterlader vi enorme mængder data. Hvilke apps vi bruger, hvornår vi bruger dem, hvor vi befinder os, hvem vi kommunikerer med, hvor længe vi kigger på et bestemt indhold, og hvad vi klikker på. Tilsammen danner disse datapunkter et ekstremt præcist billede af, hvem vi er, hvad vi interesserer os for, og hvad vi sandsynligvis vil købe.
Det er denne dataindsamling – ikke mikrofonoptagelser af private samtaler – der gør reklamemaskinen i stand til at ramme med en præcision, der kan føles næsten magisk. Algoritmerne er simpelthen blevet så gode til at forudsige vores adfærd, at det kan virke, som om de har lyttet med.
Oplevelsen af at se en reklame for noget, man netop har talt om, er sandsynligvis en kombination af bekræftelsesbias – vi husker de gange, det sker, og glemmer de mange gange, det ikke sker – og det faktum, at algoritmerne har lært at forudsige vores interesser på baggrund af data, vi allerede har afgivet.
Hvad kan man gøre?
Omfanget af dataindsamlingen er reguleret forskelligt på tværs af landegrænser. EU’s databeskyttelsesforordning, GDPR, sætter rammer for, hvad virksomheder må indsamle og bruge data til – men selve mængden af data, vi frivilligt afgiver ved at bruge sociale medier og gratis apps, er fortsat massiv.
Som bruger har man mulighed for at begrænse datadeling via telefonens privatlivsindstillinger, slå app-tilladelser fra og bruge browsere og søgemaskiner med mindre aggressiv dataindsamling. Men den grundlæggende forretningsmodel hos de store tech-platforme er bygget på persondata – og det ændrer en enkelt indstilling ikke ved.
Sandheden om overvågningen er altså ikke en konspirationsteori om skjulte mikrofoner. Den er en dokumenteret, lovlig og daglig praksis, som de fleste af os har accepteret ved at trykke ‘OK’ på en samtykkeboks, vi ikke læste færdig.
