Moesgaard Museum ved Aarhus kan snart byde velkommen til en sjælden gæst: Et vikingeskib fra Norge skal de næste ti år være tilgængeligt for danske museumsbesøgende.
Det oplyser den norske kulturarvsmyndighed Riksantikvaren i en pressemeddelelse fredag.
Fundet inde i Norges største vikingeskib
Skibet stammer fra udgravningen af det berømte Gokstadskib i 1880 – Norges største bevarede vikingeskib. Da arkæologerne åbnede skibet, fandt de tre mindre både gemt om bord. Alle tre var hugget i stykker, hvilket forskerne mener var en del af et begravelsesritual.
Nu er et af de tre skibe klar til at krydse grænsen til Danmark. Det er Kulturhistorisk Museum i Norge, der ejer båden og har søgt om tilladelse til at låne skibet ud til Danmark.
Skibet måler næsten ti meter i længden og er knap to meter bredt. Det er bygget af egetræ og blev brugt til at ro mandskab og udveksle ordrer mellem krigsskibene.
Usædvanlig lang låneperiode
Udlånet er bemærkelsesværdigt af flere grunde. Normalt giver de norske myndigheder kun tilladelse til udlån i højst tre år ad gangen. Her er aftalen ti år – men med den klausul, at Moesgaard Museum skal aflevere en statusrapport til de norske myndigheder hvert tredje år i perioden.
– Båden er en meget vigtig kulturskat fra vikingetiden, og det er ikke hverdagskost, at vi giver tilladelse til, at en sådan båd kan føres ud af landet, udtaler Kaare Stang fra Riksantikvaren i pressemeddelelsen.
Stang understreger samtidig, at skibet med tiden skal tilbage til Norge igen, men at de norske myndigheder stoler på, at danskerne vil passe godt på det i mellemtiden.
Moesgaard har allerede en Gokstad-båd
For Moesgaard Museum er det ikke første møde med Gokstad-bådene. Museet har allerede en 6,5 meter lang Gokstad-båd udstillet, fremgår det af museets hjemmeside.
Skibet ankommer i forbindelse med en ny udstilling på museet. Der er endnu ikke oplyst en præcis dato for, hvornår vikingeskibet forventes at ankomme til Aarhus.













