Forskere på Aarhus Universitet har opdaget såkaldte ‘zombie-bakterier’, som kan fortsætte med at fremstille DNA, efter at de er døde. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse, lige før Halloween.
Det er nogle virusser, der både slår bakterierne ihjel og samtidig får dem til at fortsætte arbejdet.
Sovende virusser vågnede ved næringsmangel
Bakterier lever normalt i fællesskaber, der kaldes biofilm. Her er de omgivet af en klæbrig masse, der blandt andet indeholder DNA. Mange bakterier bærer også på bakteriofager, som er virusser, der kun angriber bakterier. Nogle af dem ligger i dvale som en del af bakteriens arvemasse.
Forskerne bag studiet udsatte to bakteriearter, Shewannella oneidensis og Bacillus subtilis, for næringsmangel. Det fik nogle af de sovende virusser til at vågne og formere sig, indtil de til sidst sprang bakteriecellerne.
Da cellerne gik i stykker, slap byggesten til DNA og særlige enzymer fri. Enzymerne fortsatte med at fremstille DNA i biofilmen, men nu uden for de døde bakterier. Studiet er publiceret i tidsskriftet Angewandte Chemie.
DNA’et dannede blomster og lange tråde
Forskerne undersøgte det nye, virusproducerede DNA i et mikroskop. Hos den ene bakterieart samlede DNA’et sig med andre stoffer til former, der lignede blomster. Hos den anden art dannede det lange tråde.
Brugte forskerne en bakteriestamme uden de relevante virusser, kom der ingen produktion af det særlige DNA. Derfor kalder de bakteriofagerne for nanoarkitekter: Når virusserne slår bakterierne ihjel, gør de det også muligt at bygge videre på biofilmen.
»På en måde fortsætter livet efter bakteriens død,« siger studiets førsteforfatter, Gabriel Antonio Minero fra Institut for Biologi på Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.
Han sammenligner det med at give zombierne en rustning eller et våben, som udstyrer biofilmen med nye egenskaber.
Mulig brug i fremtiden
Forskeren forestiller sig, at man i fremtiden kan programmere bakteriernes DNA-produktion til at fremstille forskellige materialer. Det kan være materialer, som hjælper med at nedbryde forurenende stoffer.
- Materialerne skal ikke fremstilles på en fabrik.
- I stedet kan bakterierne producere dem der, hvor de skal bruges.










