Lørdag den 24. oktober blev Aarhus-rigmanden Anders Grønborgs villa – kendt som “det hvide hus” – omdannet til rammen om fjerde udgave af velgørenhedsfesten Mo’charity. Og den fik en start, som ingen havde planlagt.
Klokken var kun 17.30, og komikeren Omar Marzouk og iværksætteren Mo Lykke Karim var netop ved at skyde en auktion i gang foran poolen, da sangeren Wafande løb direkte ind på området. Han lagde armen om skulderen på Mo Lykke Karim, tog mikrofonen ud af hånden på ham og forklarede, at han simpelthen ikke kunne vente længere.
Det endte med en spontan optræden, der fik hele lokalet til at rejse sig og synge med – og for alvor satte festen i gang.
Plastikduge og trægafler i luksusvilla
Gæsterne var ved ankomsten blevet guidet forbi en dyr Audi og en allé af balloner ved den røde løber. Men inde i det 30 grader varme poolrum var stemningen alt andet end formel. Arrangørerne havde bevidst skåret det dyre festudstyr væk til fordel for velgørenhedsindsamlingen.
En treretters menu fra Faour blev serveret med trægafler ved borde dækket med plastikduge. Gæsterne kunne også købe en klipning for 350 kroner, hvor hele beløbet gik direkte til indsamlingen.
Blandt de fremmødte var navne som Pharfar, U$O, Sorthandsk, Dayyani, Filuka, DJ Serdal og overraskelsen Barejegvarmig.
Ny rekord: Over 433.000 kroner indsamlet
Da festen sluttede klokken 23 – og en partybus kørte 30 af gæsterne videre til natklubben Clemens – var resultatet klart. Mo’charity 4.0 havde indsamlet 433.081 kroner. Det er ny rekord og langt over de 257.030 kroner, som tredje udgave af festen indbragte.
For manden bag arrangementet handler aftenen om mere end penge og fest. “For mig er det her terapi i stedet for at gå til psykologien, hjælper i mig med at føle jeg gør en forskel”, sagde Mo Lykke Karim, da han bød velkommen til gæsterne.
En af festens gæster satte det i perspektiv over for arrangørernes udsendte reporter: “man vil vel altid gøre, hvad man kan også når man ved det ikke er nok.”











