Kåringen af årets vindere i skrivekonkurrencen 500 ord er en fest for de unge forfattere bag de bedste historier. Alle 19 nominerede inviteres på scenen, hvor de bliver hyldet, og de to vindere afsløres.
500 ord er Danmarks største landsdækkende skrivekonkurrence for børn i alderen 9-14 år, som skriver en historie på maks. 500 ord. I år blev der indsendt hele 1330 historier under temaet "Tid". Børnene har tolket temaet vidt forskelligt, men flere fortællinger går igen: tidsrejser til fremtiden eller historiske begivenheder, ure og genstande, der kan stoppe tiden, historier om at værdsætte den tid man har, at være til stede i nuet, og tid der flyver af sted, når man hygger sig, mens den kryber, når man keder sig eller oplever noget svært. Også kampen for at nå noget til tiden spiller en rolle.
Konkurrencen står Aarhus Bibliotekerne bag i tæt samarbejde med Dansklærerforeningens Forlag og Brønderslev Forfatterskole, og den har stærke samarbejder med Gyldendal Uddannelse, Visuel HF i Viborg og Børn og Unge i Aarhus Kommune.
De nominerede historier kan ses sammen med illustrationer lavet af studerende på Visuel HF i en udstilling på Udsigten i Dokk1 under Albus Festival.
`












































