Gellerupbadet i Aarhus må lukke dørene for offentligheden fra på søndag. Årsagen er ikke manglende vedligeholdelse eller tekniske problemer – men en fejl i kriminalregisteret, der har sat al udstedelse af børneattester i bero.
Uden mulighed for at indhente de lovpligtige attester ved nyansættelser kan svømmehallen ikke bemande sig med nok livreddere til at holde åbent. Skoler og idrætsforeninger vil dog fortsat kunne benytte faciliteterne.
– Jeg håber, de får styr på det hurtigst muligt, så vi kan få en masse børn ud i vores idrætsfaciliteter igen, siger Heidi Frostholm, forvaltningschef for Sport og Fritid i Aarhus Kommune.
Vagtplaner i klemme i Randers
Aarhus er ikke alene. I Randers melder kommunen om lignende udfordringer – her er det daginstitutionerne, der mærker presset, når vagtplanerne skal gå op.
– Vi forsøger at løse det ved at bruge nogle af de kendte vikarer, vi har, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt. Han understreger dog, at løsningen ikke er holdbar på sigt.
– Hvis vi kommer hen over 14 dage, så kan vi også komme i en situation, hvor det går ud over vores drift, siger han.
Fejlen: Data slettet i kriminalregisteret
Rigspolitiet lukkede ned for udstedelse af børneattester i sidste uge, efter at det kom frem, at data ved en fejl var blevet slettet fra kriminalregisteret. Det betyder, at oplysninger, der kan være relevante for udstedelse af børneattester, muligvis ikke fremgår korrekt af dem.
Da nedlukningen blev meldt ud, lød vurderingen, at fejlen ville være udbedret inden for en til to uger. Den prognose fastholder Rigspolitiet ifølge DR.
Men selv et par uger kan vise sig at være for lang tid for de kommuner, der allerede kæmper med at få hverdagen til at fungere.
Også kritisk i København
I København beskriver børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) situationen som alvorlig – og tiltagende.
– Det er stadigvæk kritisk. For hver uge, der går, er det mere og mere kritisk, siger han til Ritzau.
Timingen er særlig uheldig, fordi kommunen i september typisk trækker på unge pædagogmedhjælpere, der er klar til at arbejde, inden de påbegynder deres studier. Dem kan man ikke ansætte uden en gyldig børneattest.
Foreløbigt klarer man sig ved at lægge ekstra arbejde på de vikarer, der allerede er godkendt og i systemet – men det er ikke en løsning, der kan holde måneder ud.
– Der er grænser for, hvor mange måneder vi kan blive ved med at drive rovdrift på vikarerne, siger Jakob Næsager.

















