Det er sjældent en god fornemmelse at sætte sin næsten nye bil til salg. Endnu værre er det, når regningen viser sig at lyde på næsten 100 kroner pr. kørt kilometer.
Det er præcis den situation, ejeren af en elektrisk Porsche Macan Turbo befinder sig i. Han købte bilen for 146.300 dollar – svarende til knap 940.000 danske kroner – men solgte den igen for blot 97.000 dollar, hvad der svarer til omkring 624.000 kroner herhjemme.
Samlet værditab: cirka 316.000 kroner. Og da bilen kun nåede at køre 3.200 kilometer i løbet af de tre måneder, den var i hans besiddelse, ender regnestykket på 98,41 kroner i tab pr. kilometer.
Topmodel med imponerende tal
Det er ikke fordi bilen mangler kvaliteter på papiret. Macan Turbo Electric er topmodellen i Porsches elektriske Macan-familie og er bygget på en 800-volt platform med hurtigopladning og et batteri på 100 kWh.
To elmotorer leverer tilsammen 630 hestekræfter, og med launch control aktiveret klarer bilen 0-100 km/t på 3,3 sekunder. Altså præstationer, der sagtens kan matche mange konventionelle sportsvogne.
Alligevel var brugtbilskøberne ikke villige til at betale i nærheden af nypris. På auktionssiden Cars and Bids afgav hele 37 brugere bud på bilen – men buddene endte langt fra, hvad den første ejer havde håbet på. Siden maj 2026 har bilen tabt næsten 34 procent af sin oprindelige værdi.
Dansk marked er et andet kapitel
Det ekstremt høje danske afgiftsniveau betyder, at det amerikanske prisfald ikke direkte kan sammenlignes med forholdene herhjemme. Porsche Danmark sætter nemlig prisen på en ny Macan Turbo til knap 1,2 millioner kroner.
Hos Porsche Center Aarhus forsøger man i øjeblikket at sælge en brugt Macan Turbo fra oktober 2024 for 1,59 millioner kroner – og det efter 18.000 kilometer på tælleren.
Den bil er samtidig en af dem, der har stået til salg længst på det danske marked – hvilket antyder, at køberne heller ikke herhjemme er parate til at betale den pris, sælgerne forventer for en elektrisk Porsche på brugtmarkedet.

















