Citater fra isen er en udstilling om iskerner og klimaforskning, hvor publikum får indblik i, hvilke spor af fortidens klima der er gemt i den dybe indlandsis. Under polariseret lys træder iskrystallernes farver, mønstre og retninger frem, og forstørrede mikroskopiske formationer viser, hvordan videnskabelige undersøgelser også kan opleves visuelt og æstetisk.
Udstillingen er skabt af Visual Science Studio i samarbejde med Niels Bohr Instituttet, KU, prof. Dorthe Dahl-Jensen, lektor Anders Svensson og deres team af forskere fra Center for Is, Klima og Geofysik. Projektet er støttet af Carlsberg Fondet. Arrangementet foregår på Dokk1/Aarhus Hovedbibliotek, og der er gratis billetter.




