Advokat Jakob Buch-Jepsen fortæller om sit arbejde med nogle af de mest alvorlige straffesager i Danmark og giver indblik i de overvejelser, strategier og vurderinger, der ligger bag anklagerens rolle. Under foredraget kommer han blandt andet ind på Ubådssagen om drabet på den svenske journalist i 2017, tripledrabet på Frederiksberg, en grov voldtægt på havnen i København og en stor kidnapningssag med tråde til den asiatiske underverden.
Der bliver også mulighed for debat om retssamfundet og spørgsmålet om, hvad retfærdighed er. Jakob Buch-Jepsen er kendt fra sit arbejde som specialanklager og souschef i Københavns Politis Advokatur for Personfarlig Kriminalitet, hvor han frem til udgangen af april 2018 stod i spidsen for en række højtprofilerede drabssager, terrorsager, lægesager og andre sager indenfor sundhedsområdet, seksualsager og overgreb på børn, sager om økonomisk kriminalitet, sager vedrørende ytringer samt sager af mere politisk karakter. Arrangementet finder sted på Dokk1/Aarhus Hovedbibliotek, og entré er 200 kr.




