KREAværkstedet inviterer børn og deres voksne ind i Yayoi Kusamas farverige univers, hvor prikker er omdrejningspunktet. Her laves prikkede græskar og finurlige svampe, som bliver en del af en særlig udstilling i børnebiblioteket. Yayoi Kusama er en verdenskendt kunstner, der især er kendt for sine karakteristiske prikmønstre og sanselige installationer.
Værkerne vises i den mørklagte kube, og i denne uge er Børnelab oplyst med UV-lamper. KREAværkstedet åbner to gange om ugen og arbejder med skiftende temaer, hvor der eksperimenteres med blandt andet pap, naturmaterialer, maling, tekstiler og genbrugsmaterialer. Arrangementet er for børn og deres voksne uanset erfaring, og børn under 10 år skal være ifølge med en voksen. Der er gratis billetter.




