Radar lægger scene til et Alter pre-event, hvor Milkweed (UK) og Sofie Birch åbner programmet. Milkweed bevæger sig mellem traditionel folkemusik, lo-fi-produktion og eksperimenterende lydflader med afsæt i blandt andet folklore, walisiske myter og Thomas Kinsellas oversættelse af Táin Bó Cúailnge. Sofie Birch præsenterer levende ambient elektroakustisk musik skabt med teksturer, feltoptagelser, syntese, stemme og trancebaserede instrumenter.
Milkweed beskriver selv deres udtryk som "slacker-trad" og arbejder i feltet mellem britisk tradition, amerikanske østkysttoner og mere hauntologiske eksperimenter. Sofie Birch er en dansk lydkunstner, der har komponeret og produceret lyd til teater, film og kunstinstallationer og blandt andet har modtaget Carl Nielsen Talentprisen.
Har du allerede armbånd til Alter, er der gratis adgang til arrangementet. Uden armbånd koster billetten 190,-. Arrangementet finder sted på Radar.




