Hvad får duften af nybagt brød til at vække gamle minder? Hvordan kan synet af en citron få munden til at løbe i vand, før vi overhovedet smager den? Og på hvilken måde kan et måltid blive til en formelig kropslig oplevelse?
Læge og lugtesansforsker Alexander Wieck Fjældstad fra Aarhus Universitet samt kok Rasmus Bredahl udforsker sammen smag, duft og neurogastronomi - de processer der foregår i hjernen under spisningen. Smag er nemlig langt mere end blot det, tungen registrerer. Det hele formes af duft, visuelle indtryk, lyd, tekstur, minder, forventninger og den sammenhæng, maden spises i. Hvorfor opleves en ret forskelligt alt efter sindelag, selskab og sted? Hvad sker der med oplevelsen af mad, hvis lugte- eller smagssansen ændres eller forsvinder? Og på hvilken måde kan viden om hjernens funktion bruges til at designe måltider, der gør mere end at stille sulten - der vækker nysgerrighed, glæde og ægte nydelse?
Foredragets moderator er videnskabsjournalist Line Friis Frederiksen. Arrangementet indgår i Folkeuniversitetets vidensfestival Hearts & Minds.
Praktisk info: Dokk1/Aarhus Hovedbibliotek. Gratis entré.




