Få en rundvisning i Det Levende Ler - Skab med Anne Marie Carl-Nielsen, en sanselig udstilling med afsæt i billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) og hendes arbejde som skabende kunstner. I stedet for en kronologisk fortælling undersøger udstillingen hendes arbejdsmetoder og viser, hvordan kunstnerisk form bliver til gennem materialer, valg og proces. Kurator Ditte Knus Tønnesen guider rundt og fortæller om både udstillingen og Anne Marie Carl-Nielsen. Anne Marie Carl-Nielsen var en dansk billedhugger, kendt for blandt andet dyreskulpturer og monumentale værker.
Godsbanens Rå Hal er forvandlet til et levende udstillingsrum med stemninger fra billedhuggerens værksted. Her indgår ler, smør, voks, bronze, gips og fotografi som veje ind i kunstens tilblivelse, og publikum inviteres til selv at arbejde med materialerne undervejs. Rundvisningen er gratis, men tilmelding er nødvendig. Arrangementet er en del af Bag om Kulturen, hvor byens kulturliv holder åbent hus den 1.-11. oktober i Aarhus.




