Spejderskibet Klitta inviterer til tirsdagssejlads for dig, der vil være med i fællesskabet omkring skibet og være med til at skabe oplevelser på havet for spejdere, især børn og unge. Om sommeren mødes deltagerne hver tirsdag for at sejle, øve færdigheder til søs, hygge og spise sammen. I vinterhalvåret står programmet på fællesspisning og vedligeholdelse af skibet, så det kan blive sejlklar til foråret.
Det er ikke nødvendigt at have hverken sejlerfaring eller håndværksmæssig erfaring for at deltage. Arrangementet foregår ved Træskibshavnens Klubhus og er arrangeret af Spejderskibet Klitta. Der tilbydes gratis prøvetræning, og under sejlads betales 30 kr. for aftensmad til det medlem, som laver maden.




