Sct. Pauls Cantori og et orkester med førende musikere fra landsdelsorkestrene opfører Händels oratorium Messias næsten i fuld længde. Det er en tradition, der blev grundlagt for over 20 år siden af organist og kantor Thomas Kristian Nielsen, og som siden har været et tilløbsstykke op mod jul.
Solisterne er Julie Krog Jensen (sopran), Jara Kanzler Schmidt-Hemmet (alt), David Danholt (tenor) og Thomas Storm (bas). Julie Krog Jensen har særlig interesse for barokmusik, og David Danholt optræder i den kommende tid også i København med Messias og Stabat Mater.



































































