Børnekulturhuset inviterer de små til et sanseligt vinterunivers fyldt med hemmeligheder, der venter på at blive opdaget. Udstillingen er tænkt til børn i alderen 4-9 år, som bevæger sig gennem stemningsfulde rum og møder finurlige tableauer.
Her bruger børnene alle sanserne: de ser, lytter, rører og skaber. Her kan en svamp blive til et hus, og en gren til en bro. Når mørket falder på, vokser skyggerne sig store, og for en lille mus gemmer verden hemmeligheder overalt.
Medvirkende er kunstner Henrik Jul Ebbesen, der også står bag den kreative workshop, hvor børnene kan bygge deres eget vinterlandskab.












































































