I højtlæsningskoncerten Robotten Ibber tager Katrine Bille børnene med ind i sin bog om robotten, der ikke kan mærke noget, før han begynder at suge andres følelser op med sin løvsuger. Undervejs bliver glæde, vrede, tristhed, frygt og kærlighed udforsket både gennem oplæsning og musik.
Katrine Bille synger og spiller sammen med sin guitarist Line Malling Schmidt, hvis illustrationer fra bogen vises under oplæsningen. Der er velkendte sange fra DR Ramasjang-programmet Luk op, luk i og nye følelsessange. Børnene inviteres til at synge med, lave fagter og fortælle om deres egne oplevelser med de store følelser. Til hver koncert udpeges et magisk barn, der vinder sit eget eksemplar af bogen.











































































