Et nyt hold af Bavnehøj BOG-CREW går i gang på skolebiblioteket. Holdet er for elever fra 4. årgang, som er glade for at læse, og det mødes hver onsdag i det store frikvarter i januar og februar.
BOG-CREWET er mere end en læseklub. Eleverne skaber læselyst for både skolens elever og de børn, der kommer på biblioteket i deres fritid, og de fungerer som bibliotekets bogambassadører. Undervejs læser og taler de om bøger, skriver og anmelder, laver kreative projekter og udstiller bøger. De er også med til at vælge nye titler til skolebiblioteket sammen med bibliotekarerne, og de får deres eget område og en væg, de selv fylder med anbefalinger og idéer.






































































