Babysalmesang er et forløb for babyer mellem 2 og 8 måneder og deres forældre. Sammen sidder I på madrasser bagerst i kirken og synger salmer og sange, laver fagter, danser og spiller på små instrumenter.
Undervejs puster I sæbebobler, lytter til smukke klange og oplever kirkerummet. Bagefter er der kaffe og te og tid til en hyggesnak med de andre forældre. Der kræves ingen forkundskaber, og alle er velkomne.
Holdene ledes af sangpædagog Susanne Cecilie Nielsen og kirke- og kulturmedarbejder Kirsten Margrethe Bach. Det er muligt at tilmelde sig ét forløb, hvorefter der tilbydes musikalsk legestue for børn fra 8 til 18 måneder.
















































































