I denne forelæsning i Vinterfolkeuniversitet tager Morten Dyssel, lektor i tysk litteratur og formand for Det Danske Thomas Mann Selskab, udgangspunkt i den tyske sociolog og samfundsfilosof Hartmut Rosas kritiske diagnose af nutidens samfund.
Rosa peger på, at et samfund præget af stadig acceleration og krav om konstant forandring kan gøre os fremmedgjorte og få os til at miste forbindelsen til verden. Det sætter Dyssel i relation til Goethes tragedie Faust, især den anden del, som kan læses som en historisk analyse af den moderne civilisation, hvor fremskridt går hånd i hånd med frisættelse, men også med fremmedgørelse og nihilisme. Forelæsningen handler om det gode liv, og om hvad der forhindrer os i at mærke meningsfuldhed i hverdagen.









































































